Titlen er en løgn

Indre refleksion, omtanke om den menneskelige person og gennemtænkning af egen filosofi, tankegang og tilstedeværende har, for mig, altid fremkommet som en større tvangstanke end en egenhændig handling. Det føles dog som et privilegie at overveje min egen funktion i både isolation (altså interaktion med sig selv) og i det offentlige, sociale forum. En hyper-refleksiv kognitiv tilgang til eksistens er en gene jeg aldrig vil være foruden og jeg benytter som regel chancen til at påpege mine medmenneskers mangel på samme (ledende til en præference mod selv-interaktion gennem isolation, som ovennævnt, burde man måske tilføje).

Et tankeløst menneske har aldrig begået selvmord. Et faktum let slugt hos mange værdsættere, eller lidenskabelige hadere af eget og andres sinde. Som en eventuel læser ubetvivleligt har opnået at formå udfra teksten indtil videre, er at såkaldt refleksive mennesker kan have et stort potentiale indenfor det prætentiøse, i alle former for skabelse, i dette tilfælde, det tekstuelle. Man mindes at have undskyldet for manglende substans og realistisk indhold i ens skrive arbejde i andre blog-indlæg, og jeg skal ikke kede mere med det. Fænomenet er vidstspredt og globalt ud af en udvandring fra manualt arbejde, til tanke-trækning og behandling af større, metafysiske koncepter bliver alment. Skrifttypen har ændret sig, har du lagt mærke til det? Jeg skriver følelsesladet, pseudo-melankolsk, quasi-intellektuelt bras, og prøvede desperat at finde en type skrift det afspejlede propert, ganske forgæves. Dette er så tæt Word kan komme på en kedelig, selvoptaget teenagers håndskrift.

Hvad ville jeg sige? Fuck da af, din pikspiller, der er intet budskab, dette er en følelses-blog.

Autoritet og Arrogance

Goddag internet-person

Jeg drog fra min respektive uddannelsesinstitution i dag med en følelse af velvære, den type velvære der er så utrolig værdigfuld for ethvert raskt menneske, plus mange af de syge, nemlig en følelse af potens. Magt. Talent. En kunnen.

Sprogfag har som udgangspunkt denne effekt på mig, og jeg har på grund af en exceptionelt gavmild, godsindet lærer fået en følelse af at være bekendt med min niche. Ledende til førnævnte potens. Jeg var glad, for at sige det mildt. På min vej på mod stationen indeholdende de offentlige transportmidler i alt deres metropolitanske hæder, da en ung mand, landligt/provinsielt klædt udspurgte mig ganske pludseligt om en herre som mig selv skulle være interesseret, overhovedet, i et bestemt stykke bekvemmeligt størrelse papir af en Pathos-orienteret natur. Jeg har nævnt min indstilling allerede, og jeg accepterede med et formelt smil, efterfulgt af letsindet "det kunne da ikke skade". Jeg var op til flere end ti lange skridt væk før jeg tænkte på at skænke det tekstuelle indhold en tanke. Et såkaldt støttearrangement for misbehandlede hunde i et af verdens mangfoldigt-tallede røvhuler. Jeg læste den overfladisk på vej til min transport. Indholdsmæssigt betød den uendeligt lidt for mig, ved modtagelsen, men den blev læst, betragtet, og velgørenhendsarrangementet den advokerede blev så afvist af undertegnede. Ja kom hjem efter en togtur efterfulgt af en spadseretur for at opnå min destination, og jeg bliver mødet med et officielt udseende brev, den slags der kommanderer autoritet på en afstand. På en visuelt mindre udfordrende afstand kunne jeg genkende vores lille samfunds militante forsvars våbenskjold. Altid grund til sociologisk kontemplering ved mig. Den første strukturerede sætning man bliver præsenteret med via åbning af brevet er et en paragraf af en endnu mere officiel natur. Værnepligtslovens paragraf 34. Den informerer undertegnede om konsekvenserne ved at frablive fra Forsvarets Dag, indebærende bøder og eventuel fængsling. Det aller første! Der er tydeligvis sigtet efter en hård autoritet for ikke at sige totalitær. Derudover er der endnu et stykke information svunget i synet på læseren af brevet er dato og tidspunkt for forventet opmøde. Til det formelle info er der tilføjet det irettesættende for ikke at sige arrogante ord "præcis". Er der nogensinde i historien af menneskeracens tidssystem blevet gået ud fra at mødetid var senere eller tidligere end angivet? Det føltes ærligt talt en hel del mere nedgørende en bare irettesættende, og stråler en hånende mængde autoritet og kommando over læseren, komplet ubekendt med skriveren, spontant, og den bliver taget for gode. Vammelt. Arrogancen.

Fornem kontrasten mod de to påspørgelser. Hvilket menneske i sin rette tankegang underkuer og adlyder per automatik noget der giver ingen etisk eller moralsk mening, nedsat af personer du ikke kender? Jeg vil udfordre alle der velvilligt har deltaget i enhver militant aktivitet til at komme med universelt gode grunde til at en regering skulle have krav på et individs dyrebar tid på denne manér. Det er hånligt.

Spirituel Rejse - Minus Religionen

Den absolut billigste, enormt oplysende oplevelse tilgængelig fra din konsol

PSN, Sonys online-konsolspillemarked, gav tirsdag d. 13 marts adgang til køb af spillet Journey, et spil der i forvejen havde opnået et vist hype, på grund af tilsyneladende nyskabende spildesign og med den visuelle stilart på allerhøjeste prioritet, gennem visse trailere på Yoube. Disse forventninger viste sig at blive udfyldt, i enhver mulig mening af ordet, da gamere verden over fik adgang til den banebrydende oplevelse og spillere begyndte at poppe op som enorme fans af den udsøgte grafik og den vidunderligt simplistiske tematik, på diverse online forummer.

Spillet starter ud som så mange andre af dens samtid med en kort indledning samt vejledning til styringsmekanikken, dog bider den halvopmærksomme spiller allerede her mærke i en tilkendegørende mangel på nogen former for ord, skrevne eller talte, de er simpelthen ikke til stede. Denne følelse af en afhægtethed, og i starten ensomhed, vil fortsætte gennem hele spillet, dog vil føromtalte ensomhed ophæve sig fra en lidt skræmmende og en tand forvirrende fornemmelse, der jo kommer af at skide det traditionelle ned af nakken, og blive til en episk fornemmelse af opfyldenhed og ekstraordinær velvære efterhånden som du kommer videre i den stumme historie, kun forfulgt at en visuel side der kan gøre dig ståkåndet til tider og et utroligt inspirerende soundtrack der med det samme giver den lydmæssigt fikserede gamer en eminent fornemmelse af store øjeblikke fremad. Det er dog kun indtil du bliver holdt ved selskab af en ligeså stum følgesvend, klædt på samme måde som dig, og jeg kan med oplyst tone skrive at hvis det ikke var for alle de ovennævnte kvalitet, ville jeg kunne beskrive co-op siden af Journey som et enestående eksemplar på hvordan et menneske kan danne et stærkt spirituelt bånd med er fremmed komplet uden brug af ord, i forhold til mange andre online funktioner, hvor du med det samme ser din følgesvends navn over hans digitale karakter (uden at det føles som en egentlig følgesvend). Dog harmonerer den absolut brilliante, nytænkende og totalt anonyme co-op funktion så utroligt perfekt at den egentlig ikke står ud i forhold til alt det andet lækre gamer-guf Journey har at byde på, at det simpelthen falder i et med det, som om ingen anden form for online interaktion havde virket proper i et sådant miljø.

Journey er et de spil som folk der allerede har spillet det, og fået det fulde udbytte af kun ca. 100 kr. de koster, vil postulere at skulle være allemandseje. Det er de ganske korrekt i at gøre. Få værdsættere af videospils potentiale til at transitionere til kunst vil benægte dette spil en plads aller øverst på ranglisten over spil som har givet os noget i sandhed ekstraordinært og spektakulært. Den billige pris er simpelthen bare en bonus, og den blegner for Journeys allerede mangfoldige fans i kontrast til det egentlige indholds værdi, igen er det en ganske rigtig mening at have. Journey besidder i den grad alle argumenter og facetter man skal bruge for at godtgøre en enormt rosende anmeldelse som fx denne.

Jeg er ikke normalt en flittig benytter af nogen form for stjerne-rang system når det kommer til min ydmyge mening, desuden ville et ”5/5” være en fornærmelse for et spil så specielt.

Koldsved

Et opgør med banen af et grønt livs eksistens

Man kan gå udenfor uden at høre snøftende næser og skue tildækkede, isolerede kroppe. Jeg går ud fra at det er en del af vores biologiske selvopfattelse at forårets varme vækker os og forsager smil og glade snakke i den offentlige sfære om hvor dejligt solguden behandler denne skønne dag. Men i horisonten er der grå skyer, ikke af den meteorologiske slags. Disse skyer er menneskeskabt og den er på vej mod grønne liv for at gøre deres håndflader våde, deres ben vaklende og deres tårekanaler aktive. Eksamenstid

Kendskaben til dette uvejr af en institutionel karakter kan krybe op på mig i de svageste af svage øjeblikke. I et elitært samfund er den absolutte grundkerne at kunne udskille de ”kompetente” fra de uduelige. I uddannelsens verden bliver denne form for kannibalistisk, social-darwinistisk styreform omformet til et spørgsmål om tilbøjelighed til konformitet. Tænk som det er foreskrevet i de hellige skrifter, ikke opdateret siden 60’erne, og som vi fortæller jer, og vi kan love jer dejlige høje tal på jeres papirer og helt sikkert, uden tvivl, en strålende klar fremtid, et eller andet sted højt oppe på denne skala af værdighed, vores eget smarte påfund. Disse løfter bliver alt sammen kogt ned på få specifikke datoer. Mød op, find på en pseudo-innovativ facon at fremsætte ordene i de hellige skrifter på, dette får du ca. 40 minutter til, derefter får du lov at opremse denne grotesk simple opgave for mennesker ældre og visere end dig selv. For den er grotesk i sin simplicitet, lad der ingen tvivl være om det. Hør efter, og læs ivrigt på det udleverede materiale, og jo mere præcist du kan opremse lige præcist det, jo bedre. Frygten for disse datoer kaldes populært ”eksamensangst”, en tilstand utallige, hvis ikke en majoritet af elever føler erodere al den selvtillid og selvværd man har brugt år på at opbygge, ved som førnævnt at studere pedantisk. Det er den absolutte test af psyke og intelligens og dog bliver der påstået på ufattelig snotnæset manér at den er intet at være skræmt over for. Hvilken fornærmelse til et ungt menneskes forståelse for selvpreservation.

Ventetiden finder jeg personligt som det værste. Selvfølgelig har jeg også fornemmelsen at skulle kaste op i dødsangst, mens mit hjerte er i fulde gang med at hamre sig selv ud af mine ribbens fangeskab lige før de frygtede, overhøjtidelige eksamener, men stadig er ventetiden, måneder før den værste. Denne effekt kunne blive op bakket af enhver kræftpatient som først har skulle igennem gå en relativt hurtigt rygmarvsbiopsi, og mange uger efter lagt på en hospitalsseng med strålingsudslæt fra kemoterapien i mange, mange dage i træk, i konstant, og havde det ikke været for enorme mængder morfin – uudholdelig smerte. Såkaldt metaangst er højst relevant i en sådan situation. At tænke over smerten. At være angst over angsten. Den unge Annika Merc sætter det kort og præcist op i det sidste strofe af hendes rammende digt; eksammensangst:

Forløsende ord
Den tilbagevendende jord
Befrielsen ved et eksamens bord.

Desuden sætter den desværre afdøde forfatter og journalist Christopher Hitchens det op ganske smuk og indtryksværdigt, som jeg priser ham for konsistent at gøre det i hans klumme til Vanity Fair, hvor han gør op med det jævnligt brugte udtryk ”hvad end der ikke dræber dig gør dig stærkere”, sommetider dateret tilbage til at være skrevet af Nietzsche:

” I lay at the point of death. A congestive heart failure was treated for diagnostic purposes by an angiogram that triggered a stroke. Violent and painful hiccups, uninterrupted for several days and nights, prevented the ingestion of food. My left side and one of my vocal cords became paralyzed. Some form of pleurisy set in, and I felt I was drowning in a sea of slime In one of my lucid intervals during those days of agony, I asked my physician to discontinue all life-supporting services or show me how to do it.”

Han skrev dette hjerteskærende essay på vejen mod død ved esophageal kræft og illustrerer den forløsende effekt ved en defintiv, endelig hændelse, frem for længere tid af elendighed, dog vil jeg fraskrive mig enhver form for arrogance jeg kunne blive beskyldt for ved at citere en mand i midten af en bogstavelig talt, gravalvorlig situation. Størrelsen af mine problemer i forhold til dem af min helt Christopher Hitchens er indiskutabelt enorm, dog er proportionerne i den menneskelige natur den samme.

Et egentligt opgør med mine følelser omkring den nærlæggende, sorgfulde dag, hvor det er forventet af jeg skal forklare lærere og sensorer hvad de er blevet undervist, og allerede har undervist i. En simpel accept af situationens uundgåelighed ville passe mig absolut vidunderligt, men en sådan ligegyldighed er mig ikke lige til. Ønsk mig ikke held og lykke, men lær mig i stedet at acceptere skæbner der ikke er i min smag.

- Christopher M. Kristensen

Memoirer fra et koldt sted

Jeg hader det her

Vores befolkning er karakterløs og individet, ikkeeksisterende. Jeg rapporterer fra Hirtshals, men den kunne lige så godt være en hvilken som helst anden småborgerlig og generelt smålig location med bager, bank, bibliotek der bliver brugt som Lan-party og på-vej-mod-konkurs-selvstændig tøjbutik. Her har vi akkurat lige det der er nødvendigt for at opretholde en respektabel eksistens, den samfundsfaglige ækvivalent til skole-karakteren 02. Ud fra disse ganske simple midler er der blevet dannet en i sandhed ynkelig og patetisk kollektiv illusion. Den går stort set ud på at vi er ekstremt overbeviste omkring vores egen specialitet og særprægenhed, dog uden at være for aparte. Du har sikkert hørt en lignende beskrivelse af lignende eksistenser før, det er normalt hvad middelmådige skabninger kan lide at påråbe dem selv. I disse mondæne civilisationer, domineret af sans for ordinær detalje og den konstante vedligeholdelse af hvad der anses for propert, bliver der sat manisk lagt vægt på de andre medlemmer af deres tætlukkede vacum-samfund: ”naboen har fået nyt tag”, ”Klaus og Lone skal skilles”. Dette er deres evindelige kendetegn. De ville i sandhed være intet mindre det fortov jeg skulle gå på for at ankomme ved min næste destination, hvis det ikke var for deres særprægede evne til at tage en umenneskelig stor vigtighed i andre menneskers tilværelse, både den af deres egen og dem uden for deres højtelskede ekkorum. Jeg kan højtærligt sværge at jeg ville passere deres lettere sørgelige eksistenser forbi uden et rynket bryn eller hævet overlæbe hvis en simpel attitude af Lev og Lad Leve blev diskuteret og respektabelt udført her, men det er ikke tilfældet, for i et sådant givet scenarie ville dette blogindlæg aldrig være skrevet

Et citat fra en ægte hirtshalsgenser illustrerer det ud over perfekt. En middel aldrende kvinde kommer til vores dør får at samle en til en sag: ”Støt nu de sort’, så bliver’ de derne’”. De andre beboere af min residens donerede med et bredt smil på læberne. Jeg kunne ikke have bedt om et bedre eksempel på hvordan der i disse ovennævnte samfund bliver udvist en acceptabel mængde sympati for medmennesket, så længe det er totalt unødvendigt af se dem i deres eget primitive territorium.

Når Det Hippe bliver Det Almene

- Så hopper fansene over borde

Det sker konstant. Når ”sub” bliver brutaliseret til ”pop”. Jeg har allerede nævnt en konsekvens af transformation, ganske naturlig som den er, er den intet mindre end en dunkende, vammel svulst i øjnene på de originale tilhængere. Det sker konstant. Ungdommen over alt på kloden har den nyeste sub-og-popkultur centraliseret i deres kredsløb. En neurotisk trang til tilhørsforhold, er ifølge min tese, hvad der ligger bag.

Jeg anerkendte lige før naturaliteten af denne proces uden krampetrækninger. Dette var muligt for mig af den simple begrundelse, at tilvænningens kræft er enorm. Der er ganske enkelt meget lidt at gøre for at forhindre den i at ske. Måske bliver der lige trukket i overlæben når en specielt rå og brutal trend, subkultur eller modestil bliver mainstream, somme tider i et snerrende smil, somme tider i ren og skær afsky. Begge disse utilfredse ansigtsudtryk viser sig som regel når 13-årige beslutter sig for at optage nogen som helst form for ”stil” der ikke involverer Pokemon eller Byggemand Bob, nemlig når de påtager sig rollen som ”emo” eller ”goth” for en måned, som chimpansen der stak fjer i røven og kaldte sig en høne. Uden tvivl er det nu klart for læseren at jeg ikke ligefrem godkender nedvandingen af hele genrer og subkulturer, til enten stykker af legetøj, eller, som jeg var forfærdet over at opdage, undervisningsværktøjer. Jeg forstår at visse subkulturer kan have en seriøs, relevant effekt på et helt årtis genrer, inden for litteratur og lyrik. Jeg forstår også at de derfor bliver nødvendige at undervise i. Men at føle sig nødsaget til at undervise i en af dem mens stilen stadig er i brug er et sølle forsøg på at fremstå smart og fremtrådt og jeg vil på det kraftigste rådgive imod den form for "nytænkning”. Ikke alene sparker det den barbariske, hårde, rå subkultur ”rap” ned fra sin piedestal som GENREN for de smagløse og stupide, en position jeg, på trods af det førnævnte imbecile publikum, kan respektere, men i uddannelsessystemets patetiske forsøg til at appellere til de unge tilhængere, nedsynker de selv til et punkt hvor de føler sig nødsaget til at undervise i dårlig, klam lyrik. Ja, meget beundrende kan siges om genren som et hele, men realiteten er nu at 1.s, en HF-klasse på VUC Nordjylland er gået fra at analysere de betagende ord af post-WWI poet Tom Kristensen, til at skulle finde dybere, smukkere mening i en skaldet mand med et penis-kompleks kalde sin ekskæreste en ”møgluder”. Der blev, i den dybeste alvor, taget tid til denne aktivitet i et gymnasialt pensum. Aldrig har min trang til at læse de ondeste, mest enorme, sikkert kedeligste tekster tilgængelig for institutionen jeg går på, når dette alternativ stirrer mig lige ind i ansigtet. Kære uddannelsesinstitution: Der er forskel på poesi og dårlig smag!

For det er udelukkende dårlig smag. Ja, nogle få vers her og der er nogenlunde mindeværdige, men da ikke i forhold til de mange andre poeter vi kunne beskæftige os selv med, lige nu. I forsøget på at relatere til de unge, som man tilsyneladende går ud fra keder sig gevaldigt når vi kun analyserer døde menneskers værker, har man vendt sig til noget så utroligt ligegyldigt for det danske sprog. Rap vil måske farve dialekten og gøre det mere acceptabelt for enfoldige mennesker at kalde en kvinde for ”kælling” for da ham den skaldede, hvide man i radioen gjorde det, var det af beundring (noget som vi faktisk næsten konkluderede i en dansk time). Men det vil aldrig være relevant for brugen for det propert dansk, hvorvidt (og tit) at en vred lille mand kalder sin ekskæreste grimme navne, eller hvor åbent han taler om sig narkomisbrug.

Den eneste fælles-psykose Danmark deler lige nu er teknologifobi

I ”Sociale medier sender Danmark i psykose”, en kort artikel i Politiken fra d. 29. februar, bliver den regulære forbruger af let men ikke desto mindre underholdende humor, citeret for nogle mere eller mindre paranoide og bange udtalelser mod brugen af sociale medier og elektroniske gizmos som den opdaterede del af nutidens Danmark holder så kære.

Den simple, komplet uberettigede brug af ord som ”psykose” og ”kollektiv nedsmeltning” er decideret alarmerende og karakteriserer den overreagerende holdning tilstede i artiklen. Skal vi, som mener at kunne udnytte sig af de nyeste gadgets uden at bidrage til den såkaldte nedsmeltning af vores samfund virkelig finde os i denne form for mistænksomhed fra modstanderne af deres samtids teknologiske fritidsbeskæftigelser. For de er til stede. De er altid til stede. Gintberg, hvis eksisterende for tohundrede år siden ville have protesteret opfindelsen og hverdags-gørelsen af telefonen. Fri mig og resten af samfundet for din tynde mistænksomhed imod interkonnektivitet og hvordan den vil destruere alt socialt i den traditionelle, fysiske tilstand. Vi er teknologisk og socialt simpelthen bare ikke i en kollektiv stand til at kunne få elimineret alt det traditionelle og konservative ved menneskelig interaktion, og den slags påstande uden bilag kan kun findes grinagtig.

Der skal tilføjes at overreageringer og overdrivelser er fuldstændig acceptable når de er inden for komediens samt dets shows rammer. Så hvis disse udtalelser er udtrykket af et persona til formål at underholde, har jeg intet problem, men jeg finder lidt grund til at Politikken skulle udgive en artikel med hovedkerne i citationer taget i den specielle sfære.

Link til artikel: http://politiken.dk/debat/ECE1554997/sociale-medier-sender-danmark-i-psykose/?id=283ab60f-6955-4fe4-b78f-ec2b7eaafbec&v=c