Når Det Hippe bliver Det Almene

- Så hopper fansene over borde

Det sker konstant. Når ”sub” bliver brutaliseret til ”pop”. Jeg har allerede nævnt en konsekvens af transformation, ganske naturlig som den er, er den intet mindre end en dunkende, vammel svulst i øjnene på de originale tilhængere. Det sker konstant. Ungdommen over alt på kloden har den nyeste sub-og-popkultur centraliseret i deres kredsløb. En neurotisk trang til tilhørsforhold, er ifølge min tese, hvad der ligger bag.

Jeg anerkendte lige før naturaliteten af denne proces uden krampetrækninger. Dette var muligt for mig af den simple begrundelse, at tilvænningens kræft er enorm. Der er ganske enkelt meget lidt at gøre for at forhindre den i at ske. Måske bliver der lige trukket i overlæben når en specielt rå og brutal trend, subkultur eller modestil bliver mainstream, somme tider i et snerrende smil, somme tider i ren og skær afsky. Begge disse utilfredse ansigtsudtryk viser sig som regel når 13-årige beslutter sig for at optage nogen som helst form for ”stil” der ikke involverer Pokemon eller Byggemand Bob, nemlig når de påtager sig rollen som ”emo” eller ”goth” for en måned, som chimpansen der stak fjer i røven og kaldte sig en høne. Uden tvivl er det nu klart for læseren at jeg ikke ligefrem godkender nedvandingen af hele genrer og subkulturer, til enten stykker af legetøj, eller, som jeg var forfærdet over at opdage, undervisningsværktøjer. Jeg forstår at visse subkulturer kan have en seriøs, relevant effekt på et helt årtis genrer, inden for litteratur og lyrik. Jeg forstår også at de derfor bliver nødvendige at undervise i. Men at føle sig nødsaget til at undervise i en af dem mens stilen stadig er i brug er et sølle forsøg på at fremstå smart og fremtrådt og jeg vil på det kraftigste rådgive imod den form for "nytænkning”. Ikke alene sparker det den barbariske, hårde, rå subkultur ”rap” ned fra sin piedestal som GENREN for de smagløse og stupide, en position jeg, på trods af det førnævnte imbecile publikum, kan respektere, men i uddannelsessystemets patetiske forsøg til at appellere til de unge tilhængere, nedsynker de selv til et punkt hvor de føler sig nødsaget til at undervise i dårlig, klam lyrik. Ja, meget beundrende kan siges om genren som et hele, men realiteten er nu at 1.s, en HF-klasse på VUC Nordjylland er gået fra at analysere de betagende ord af post-WWI poet Tom Kristensen, til at skulle finde dybere, smukkere mening i en skaldet mand med et penis-kompleks kalde sin ekskæreste en ”møgluder”. Der blev, i den dybeste alvor, taget tid til denne aktivitet i et gymnasialt pensum. Aldrig har min trang til at læse de ondeste, mest enorme, sikkert kedeligste tekster tilgængelig for institutionen jeg går på, når dette alternativ stirrer mig lige ind i ansigtet. Kære uddannelsesinstitution: Der er forskel på poesi og dårlig smag!

For det er udelukkende dårlig smag. Ja, nogle få vers her og der er nogenlunde mindeværdige, men da ikke i forhold til de mange andre poeter vi kunne beskæftige os selv med, lige nu. I forsøget på at relatere til de unge, som man tilsyneladende går ud fra keder sig gevaldigt når vi kun analyserer døde menneskers værker, har man vendt sig til noget så utroligt ligegyldigt for det danske sprog. Rap vil måske farve dialekten og gøre det mere acceptabelt for enfoldige mennesker at kalde en kvinde for ”kælling” for da ham den skaldede, hvide man i radioen gjorde det, var det af beundring (noget som vi faktisk næsten konkluderede i en dansk time). Men det vil aldrig være relevant for brugen for det propert dansk, hvorvidt (og tit) at en vred lille mand kalder sin ekskæreste grimme navne, eller hvor åbent han taler om sig narkomisbrug.