Autoritet og Arrogance

Goddag internet-person

Jeg drog fra min respektive uddannelsesinstitution i dag med en følelse af velvære, den type velvære der er så utrolig værdigfuld for ethvert raskt menneske, plus mange af de syge, nemlig en følelse af potens. Magt. Talent. En kunnen.

Sprogfag har som udgangspunkt denne effekt på mig, og jeg har på grund af en exceptionelt gavmild, godsindet lærer fået en følelse af at være bekendt med min niche. Ledende til førnævnte potens. Jeg var glad, for at sige det mildt. På min vej på mod stationen indeholdende de offentlige transportmidler i alt deres metropolitanske hæder, da en ung mand, landligt/provinsielt klædt udspurgte mig ganske pludseligt om en herre som mig selv skulle være interesseret, overhovedet, i et bestemt stykke bekvemmeligt størrelse papir af en Pathos-orienteret natur. Jeg har nævnt min indstilling allerede, og jeg accepterede med et formelt smil, efterfulgt af letsindet "det kunne da ikke skade". Jeg var op til flere end ti lange skridt væk før jeg tænkte på at skænke det tekstuelle indhold en tanke. Et såkaldt støttearrangement for misbehandlede hunde i et af verdens mangfoldigt-tallede røvhuler. Jeg læste den overfladisk på vej til min transport. Indholdsmæssigt betød den uendeligt lidt for mig, ved modtagelsen, men den blev læst, betragtet, og velgørenhendsarrangementet den advokerede blev så afvist af undertegnede. Ja kom hjem efter en togtur efterfulgt af en spadseretur for at opnå min destination, og jeg bliver mødet med et officielt udseende brev, den slags der kommanderer autoritet på en afstand. På en visuelt mindre udfordrende afstand kunne jeg genkende vores lille samfunds militante forsvars våbenskjold. Altid grund til sociologisk kontemplering ved mig. Den første strukturerede sætning man bliver præsenteret med via åbning af brevet er et en paragraf af en endnu mere officiel natur. Værnepligtslovens paragraf 34. Den informerer undertegnede om konsekvenserne ved at frablive fra Forsvarets Dag, indebærende bøder og eventuel fængsling. Det aller første! Der er tydeligvis sigtet efter en hård autoritet for ikke at sige totalitær. Derudover er der endnu et stykke information svunget i synet på læseren af brevet er dato og tidspunkt for forventet opmøde. Til det formelle info er der tilføjet det irettesættende for ikke at sige arrogante ord "præcis". Er der nogensinde i historien af menneskeracens tidssystem blevet gået ud fra at mødetid var senere eller tidligere end angivet? Det føltes ærligt talt en hel del mere nedgørende en bare irettesættende, og stråler en hånende mængde autoritet og kommando over læseren, komplet ubekendt med skriveren, spontant, og den bliver taget for gode. Vammelt. Arrogancen.

Fornem kontrasten mod de to påspørgelser. Hvilket menneske i sin rette tankegang underkuer og adlyder per automatik noget der giver ingen etisk eller moralsk mening, nedsat af personer du ikke kender? Jeg vil udfordre alle der velvilligt har deltaget i enhver militant aktivitet til at komme med universelt gode grunde til at en regering skulle have krav på et individs dyrebar tid på denne manér. Det er hånligt.