Koldsved

Et opgør med banen af et grønt livs eksistens

Man kan gå udenfor uden at høre snøftende næser og skue tildækkede, isolerede kroppe. Jeg går ud fra at det er en del af vores biologiske selvopfattelse at forårets varme vækker os og forsager smil og glade snakke i den offentlige sfære om hvor dejligt solguden behandler denne skønne dag. Men i horisonten er der grå skyer, ikke af den meteorologiske slags. Disse skyer er menneskeskabt og den er på vej mod grønne liv for at gøre deres håndflader våde, deres ben vaklende og deres tårekanaler aktive. Eksamenstid

Kendskaben til dette uvejr af en institutionel karakter kan krybe op på mig i de svageste af svage øjeblikke. I et elitært samfund er den absolutte grundkerne at kunne udskille de ”kompetente” fra de uduelige. I uddannelsens verden bliver denne form for kannibalistisk, social-darwinistisk styreform omformet til et spørgsmål om tilbøjelighed til konformitet. Tænk som det er foreskrevet i de hellige skrifter, ikke opdateret siden 60’erne, og som vi fortæller jer, og vi kan love jer dejlige høje tal på jeres papirer og helt sikkert, uden tvivl, en strålende klar fremtid, et eller andet sted højt oppe på denne skala af værdighed, vores eget smarte påfund. Disse løfter bliver alt sammen kogt ned på få specifikke datoer. Mød op, find på en pseudo-innovativ facon at fremsætte ordene i de hellige skrifter på, dette får du ca. 40 minutter til, derefter får du lov at opremse denne grotesk simple opgave for mennesker ældre og visere end dig selv. For den er grotesk i sin simplicitet, lad der ingen tvivl være om det. Hør efter, og læs ivrigt på det udleverede materiale, og jo mere præcist du kan opremse lige præcist det, jo bedre. Frygten for disse datoer kaldes populært ”eksamensangst”, en tilstand utallige, hvis ikke en majoritet af elever føler erodere al den selvtillid og selvværd man har brugt år på at opbygge, ved som førnævnt at studere pedantisk. Det er den absolutte test af psyke og intelligens og dog bliver der påstået på ufattelig snotnæset manér at den er intet at være skræmt over for. Hvilken fornærmelse til et ungt menneskes forståelse for selvpreservation.

Ventetiden finder jeg personligt som det værste. Selvfølgelig har jeg også fornemmelsen at skulle kaste op i dødsangst, mens mit hjerte er i fulde gang med at hamre sig selv ud af mine ribbens fangeskab lige før de frygtede, overhøjtidelige eksamener, men stadig er ventetiden, måneder før den værste. Denne effekt kunne blive op bakket af enhver kræftpatient som først har skulle igennem gå en relativt hurtigt rygmarvsbiopsi, og mange uger efter lagt på en hospitalsseng med strålingsudslæt fra kemoterapien i mange, mange dage i træk, i konstant, og havde det ikke været for enorme mængder morfin – uudholdelig smerte. Såkaldt metaangst er højst relevant i en sådan situation. At tænke over smerten. At være angst over angsten. Den unge Annika Merc sætter det kort og præcist op i det sidste strofe af hendes rammende digt; eksammensangst:

Forløsende ord
Den tilbagevendende jord
Befrielsen ved et eksamens bord.

Desuden sætter den desværre afdøde forfatter og journalist Christopher Hitchens det op ganske smuk og indtryksværdigt, som jeg priser ham for konsistent at gøre det i hans klumme til Vanity Fair, hvor han gør op med det jævnligt brugte udtryk ”hvad end der ikke dræber dig gør dig stærkere”, sommetider dateret tilbage til at være skrevet af Nietzsche:

” I lay at the point of death. A congestive heart failure was treated for diagnostic purposes by an angiogram that triggered a stroke. Violent and painful hiccups, uninterrupted for several days and nights, prevented the ingestion of food. My left side and one of my vocal cords became paralyzed. Some form of pleurisy set in, and I felt I was drowning in a sea of slime In one of my lucid intervals during those days of agony, I asked my physician to discontinue all life-supporting services or show me how to do it.”

Han skrev dette hjerteskærende essay på vejen mod død ved esophageal kræft og illustrerer den forløsende effekt ved en defintiv, endelig hændelse, frem for længere tid af elendighed, dog vil jeg fraskrive mig enhver form for arrogance jeg kunne blive beskyldt for ved at citere en mand i midten af en bogstavelig talt, gravalvorlig situation. Størrelsen af mine problemer i forhold til dem af min helt Christopher Hitchens er indiskutabelt enorm, dog er proportionerne i den menneskelige natur den samme.

Et egentligt opgør med mine følelser omkring den nærlæggende, sorgfulde dag, hvor det er forventet af jeg skal forklare lærere og sensorer hvad de er blevet undervist, og allerede har undervist i. En simpel accept af situationens uundgåelighed ville passe mig absolut vidunderligt, men en sådan ligegyldighed er mig ikke lige til. Ønsk mig ikke held og lykke, men lær mig i stedet at acceptere skæbner der ikke er i min smag.

- Christopher M. Kristensen