Anti-intellektualisme. Jeg skammer mig tit og ofte over min egen aldersgruppe. De var værst i de yngre år. Folkeskolen. Hvor børn kom for enten at genere deres omgivelser, eller blive generet af dem. Hvor afkommet af de danske skatteydere ankom hver morgen klokken otte for enten at glæde sig til at spille en række meningsløse lege udenfor, eller at sidde indenfor hele ”fri”-kvarteret og håbe på at ingen med for mange venner eller selvtillid ville tale til en, før det blev tid til at ”lære” igen.
En form for værdsættelse af uddannede, oplyste emner, kunne jeg ikke rigtig forvente fra mine klassekammerater i 4. klasse, det vidste jeg udmærket. Men omgivelserne i min alder blev ved med at have den samme attitude hele vejen igennem folkeskolen. Store ord var for svanser, og stræbere. Man var intet mindre end en fremmed livsform hvis lixtal havde nogen som helst form for betydning for en. Inderst inde, må jeg dog indrømme at jeg kunne nyde denne form for udstødning af mine klassekammerater fra tid til anden. Det distancerede os. Men senere er det gået op for mig at deres tankegang på givende tidspunkt (og i høj grad, også deres nuværende) var dybt, dybt usund. Decideret dårligt og degenererende for vores race. Jeg voksede op, og så MTV for første gang, og kunne ikke gøre andet end himle med øjnene af det. Jeg indså kraftigere, og klarere at denne tendens var uhyggeligt universel. En afstand for al samtale på dybere niveau end vejret, og hvilket hold der vandt i går. Jeg frydede mig endda da jeg skulle fra 9. klasse og vidste med det samme hvor jeg skulle hen. Gymnasiet. Jeg tror jeg forventede tophatte og monokler på samtlige studenter, samt klare hjerner, der alle havde været lige så frustrerede over den konformitetens, og dumhedens højborg, der er folkeskolen, som jeg var. Men jeg tog fejl. Jeg så alfa-hanner i humør-bukser, der med vilje var produceret med et skrækkelig misdannet look, for en grund, jeg ikke engang kan tænke mig til. Og med hårprodukter i hver dag, i en sådan mængde der ville kunne dræbe op flere hjerneceller i minuttet. Og de var sports-entusiaster. Hvor var de intellektuelle? Jeg ved det virkelig ikke, og da jeg så de heller ikke var at finde på gymnasiet, begyndte jeg at tænke på dem som fabeldyr. Der var ganske kønne piger, med akkurat lige så ganske tomme hoveder, der med stor iver gik i hippie-tøj, som var det et mode-tilbehør, som modsætning til en livsstil og en mentalitet. Hvad der var værre ved gymnasiet, var ikke den egentlige intellektuelle standard, men snarere chokket. Jeg forventede mere. I stedet stødte jeg på den samme form for fascisme, og ensrettethed jeg havde følt mig kvalt af i folkeskolen. Og sådan skulle jeg snart føle mig kvalt igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar