Fædrelandsstolthed – De andres bedrifter

Så var jeg endnu engang vidne til det. En sammenslutning af mennesker, på det uendeligt ubrugelige og ligegyldige medie; Facebook. Fyldt til bristepunktet med aktive, overentusiastiske paphoveder, fulde af fryd på vegne af deres landsmænds ubenægteligt ekstraordinære evne til at kaste med oppustet læder, iført så små shorts de overhovedet kan slippe afsted med, så længe der er børn i publikummet. Spøg om sportsudøveres seksualitet til side, kan jeg knap nok finde noget mere patetisk at observere, en den ekstasebølge udløst over proletar-Danmark som følge af et landsholds sejr.

Jeg er vel dybest set chokeret. Det virker ikke sandsynligt at en befolkning der normalt passer deres liv på en semi-ansvarlig måde, sådan som den burde, pludselig skulle bryde ud i jubel over noget så enkelt. Hvilken form for simpel tankegang tillader noget så trivielt og pointeløst, at blive til en sejr for en hel nation? Jeg finder mig endnu engang forvirret over opførslen af mine medmennesker. ”Jubelidioter” har aldrig været en mere passende fornærmelse. Og dog. Er det ikke lidt i den samme boldgade som når den vestlige ”civilisation” fejrer henrettelsen af en skægget terrorist ovre i den såkaldte ”Liberale Himmel”, USA? Jeg kan, for at være ærlig, ikke sætte en konkret finger på hvorfor de to fænomener (National-blodtørst og Masse-jubel) skræmmer mig så inderligt, og hvorfor jeg ser en sammenhæng. Jeg tror det er mennesker i deres dyriske jeg ikke kan udstå.

Tak fordi du læste.

Os privilegerede hvide mennesker skulle virkelig holde op med at påråbe os empatien der kommer af Undertrykkelse

Ligestilling. Ordet taler i store træk for sig selv og hovedsageligt hører vi om det i form af etniske minoriteter og det såkaldt ”svage” køn når de gerne så flere privilegier i samme udstrækning som deres hvide, kristne hanner. I sin brede betydning kan det blive et umådeligt svært emne at skrive om, så lad os da vælge et interessant underemne. Feminister. Du ved nok, de der agressive, pseudo-intellektuelle harpier, som regel med et utroligt mandligt kæbeparti, og et brændende had for alle med testikler. De kæmper en kamp, som for længst er ebbet ud og bruger skamløst udtrykket ”Ligestilling” som hvis det indeholdte en form for magisk evne til at skænke dem deres vilje. De devaluerer med den yderste entusiasme dette kraftfulde, formålsfyldte ord til deres egne små luner og jeg tåler ikke lyden af deres dårligt argumenterede meninger, eller udseendet af en ”stærk” kvinde, der prøver at klare sig i en ”mands” verden. Så vidt jeg kan høre på dem af dem jeg er bekendte med, åbner deres simpeltankede mund i et forsøg på at inspirere en slags revolution, i hvilket de selv står bedre. Hvilket skabte en pæn del forvirring mig, da jeg skulle mene at en revolution skal være skabt af undertrykkelse. Ikke undertrykkelse af en, men en undertrykkelse af mange. Rigtig mange. Feminister, revolutionære, og generelt kvinder, Hør Mig, motorvejen er lagt, det er en kringlet vej, men ikke desto mindre en du skal køre hvis du vil videre, og i har nu i så høj grad opnået biler med lige så stor hastighed som jeres hanlige modparter. Kør. Hvide feminister i den vestlige verden er intet andet end dem der ikke engang gider starte sit køretøj.

At kunne

Inkompetence. Ingen mere destruktiv tilstand har der nogensinde faldet på beskrivelsen af et hvilket som helst menneske. På den store rangliste af værdier mindst værdsat af samfundet, ligger førnævnte lige akkurat over ”Død”. Ikke alene er den det mest stigmatiserende og negative udtryk der kan indgå i en betegnelse af en persons karakteristika, men den er tilmed også den allermest personligt frustrerende. Er du ikke af nytte til din omverden, vil du også finde at du er ikke til nytte for din egen person. Evnen til ikke at have evner, hvis du kan forestille dig noget mere horribelt er du mere end velkommen til at kontakte mig. Måske, vil jeg endda påstå at det ville være den hovedsagelige grund til selvmorderisk natur blandt menneskeracen. Dette er selvfølgelig spekulationer, og intet andet, og måske er det ren indbildning, men jeg kunne da umuligt forestille mig end bedre grund til at ende sin vågne eksistens, end uduelig, i hvad end aspekt der nu kan findes. Ikke at kunne. Mennesker finder de af en eller anden finurlig grund svært at have et moderat godt med sig selv, hvis de ikke kan klynge til en specialitet, et stykke viden, en niche. En niche giver os formål, en retning. Et retningsløst menneske er et dødt menneske, bogstaveligt talt, eller ej. Det er min mening.

Måske kunne dette endda bevise en form for adskillelse fra andre dyr på planeten. Trangen til formål. At leve og ånde er ikke længere nok for de fleste af os. Hvis vi er heldige kan vi distrahere os selv fra inkompetencen. Midlerne er rigelige. Vi har medierne af næsten utallige mængder. Mange til formål at give os formål. Lynkurser for at leve med idealer. De er i form af inspirerende film, opvækkende videospil, og tankevækkende nyhederne omkring. Men de er langtfra at være en proper løsning. Sæt en mand uden dem i et vist antal tid, og tankerne ”downloadet” fra medierne vil hurtigt svinde, og hans eksistens vil svinde ned til det pure simpleste, og banale. Ånd, spis, sov. Jeg siger dermed ikke at vi har gennemgået nok udvikling til fuldstændig at afskille os fra vores kannibalistiske, brutale og i alle meninger af ordet dyriske medlevere på planeten Jorden. Slet ikke. Som det kan skimtes i ”Manden Uden Medierne” kan vi sagtens sænke til den at være den form for livsform igen, men jeg anerkender bare at vi har brug for så meget mere for at fungere som den eksakt nuværende definition på et menneske.

Det blev til endnu en tanke-lort. Tak fordi du læste.

Den Middelmådige Dominans

Jeg kan se det lige udenfor vinduet. Pæne, mellemstore huse, med perfekt trimmede hække, og ugentligt klippede plæner. De interagerer med hinanden hver gang de går ud med skraldet, skovler sne, og arbejder på deres små projekter på deres hjemlige bobler, hvorfra de dømmer deres omverden fra aftenavisen. Det er noget de er skrækkeligt glade for. At opholde orden, fred og fordragelighed indenfor deres egne, naturlige leveområder. De vil med stor glæde bruge en ordentlig klump af deres fritid, på at finpudse deres middelklasse slot, og trone. Deres ejendoms udseende skulle jo meget nødigt afspejle deres forrådnende tankegang. De mestrer smålighed, snæversynethed og fordømmelse.

Middelklasse-Danmark omgiver mig. Dem lidt nede ad gaden har lidt færre penge end os. Deres plæne bliver for sjældent slået. Dem overfor os ejer en båd. Hold da op. De er idealet. I sandhed kunne man da aldrig blive lykkeligere, kunne man? Deres plæne bliver slået FOR dem nogle gange. Vi føler os ekstatisk overfor at være så tæt på dem. Vores bobbel er tæt på deres bobbel, og vi er privilegerede. Vi er lige midt imellem. Sigt efter bådejerne, bliv skræmt fra vid og sans af syner over det uholdte, og sikkert også beskidte hus nede ad gaden. Vi er et kristent hjem, men kun på papiret, på overfladen. Vi er religiøse fordi det er standarden, normalen. Den er vi meget optaget af: Normalen. Men tanken om nogensinde at have en spirituel, eller dyb følelse er stort set utænkelig. Vores gulve er altid rene, glatte, og vores indretning; Tom, stilistisk, minimalistisk. Ligesom vores tanker. Majoriteten dikterer. Normen leder. Vores samtaler er indskrænket til vejret eller hvem der vandt kampen i går. Trivielle ting. Det skal være nede på jorden. Kognitiv aktivitet er tabu. Debatter er betragtet negativt. Vi foretrækker at have folk nikkende, og stille samtyggende når det kommer til samtale. Enighed. Ensrettethed. Konformitet. Viden betyder lidt for os. Vi skal da ikke bruge det. Vi får ALT den information vi skal bruge fra aften-nyhederne. Vi skal ikke bruge andet. Og vi tjekker aldrig når den rare mand med det gråsprængte flødehår inde i fladskærms-tv’et fortæller os det. Hvorfor skulle vi? Viden er en vare vi kan klare os uden. En helt ny designer-sofa derimod, se dét er godt for sjælen. Det var mine tanker om mine omgivelser, og hvor jeg dog ville ønske at de ville ændre sig.

Jeg leder efter min race, kan du hjælpe mig?

Anti-intellektualisme. Jeg skammer mig tit og ofte over min egen aldersgruppe. De var værst i de yngre år. Folkeskolen. Hvor børn kom for enten at genere deres omgivelser, eller blive generet af dem. Hvor afkommet af de danske skatteydere ankom hver morgen klokken otte for enten at glæde sig til at spille en række meningsløse lege udenfor, eller at sidde indenfor hele ”fri”-kvarteret og håbe på at ingen med for mange venner eller selvtillid ville tale til en, før det blev tid til at ”lære” igen.

En form for værdsættelse af uddannede, oplyste emner, kunne jeg ikke rigtig forvente fra mine klassekammerater i 4. klasse, det vidste jeg udmærket. Men omgivelserne i min alder blev ved med at have den samme attitude hele vejen igennem folkeskolen. Store ord var for svanser, og stræbere. Man var intet mindre end en fremmed livsform hvis lixtal havde nogen som helst form for betydning for en. Inderst inde, må jeg dog indrømme at jeg kunne nyde denne form for udstødning af mine klassekammerater fra tid til anden. Det distancerede os. Men senere er det gået op for mig at deres tankegang på givende tidspunkt (og i høj grad, også deres nuværende) var dybt, dybt usund. Decideret dårligt og degenererende for vores race. Jeg voksede op, og så MTV for første gang, og kunne ikke gøre andet end himle med øjnene af det. Jeg indså kraftigere, og klarere at denne tendens var uhyggeligt universel. En afstand for al samtale på dybere niveau end vejret, og hvilket hold der vandt i går. Jeg frydede mig endda da jeg skulle fra 9. klasse og vidste med det samme hvor jeg skulle hen. Gymnasiet. Jeg tror jeg forventede tophatte og monokler på samtlige studenter, samt klare hjerner, der alle havde været lige så frustrerede over den konformitetens, og dumhedens højborg, der er folkeskolen, som jeg var. Men jeg tog fejl. Jeg så alfa-hanner i humør-bukser, der med vilje var produceret med et skrækkelig misdannet look, for en grund, jeg ikke engang kan tænke mig til. Og med hårprodukter i hver dag, i en sådan mængde der ville kunne dræbe op flere hjerneceller i minuttet. Og de var sports-entusiaster. Hvor var de intellektuelle? Jeg ved det virkelig ikke, og da jeg så de heller ikke var at finde på gymnasiet, begyndte jeg at tænke på dem som fabeldyr. Der var ganske kønne piger, med akkurat lige så ganske tomme hoveder, der med stor iver gik i hippie-tøj, som var det et mode-tilbehør, som modsætning til en livsstil og en mentalitet. Hvad der var værre ved gymnasiet, var ikke den egentlige intellektuelle standard, men snarere chokket. Jeg forventede mere. I stedet stødte jeg på den samme form for fascisme, og ensrettethed jeg havde følt mig kvalt af i folkeskolen. Og sådan skulle jeg snart føle mig kvalt igen.

Ensretning via socialt samvær

Uddannelsesinstitutioner. De store, æstetisk frastødende bygninger placeret i alle store, samt en masse halv-og-mindre-store byer. Skoler, gymnasier, og alle andre afgreninger af uddannelsessystemet. Lad os tage en snak om dem. Hvad er deres funktion? Deres funktion er, får vi både fortalt, og oplever vi, er at uddanne os. At give os basal viden om… ja nordisk litteratur under vikingetiden og ligningsregning. Uden tvivl en ekstremt nødvendig del af den information du skal bruge for at fungere propert i dette højt-fungerende og civiliserede samfund. Så, der bliver brugt flere timer i disse steder, flere end jeg har lyst til at tænke tilbage på, af vores ungdom. En masse friske, nye sind tager afsted til disse konformitetens højborge, og lærer det ovenævnte, samt gigabyte af andet akkurat lige så irrelevant data. Vi stopfodrer med en imponerende iver helt åbne hjerner med hvor mange æbler gårdejer Hansen har tilbage efter Timmy og Tom har stjålet tre af dem, eller hvordan Søren og Mette burde reagere på at blive mobbet fra den fede dreng i klassen. Alle disse ting bliver undervist med den overbevisning at det enkelte barn, eller nye menneske er uvidende, forsvarsløst og dumt. Hvilket de i stor omfang også er, men frem for alt, proper vi denne ubrugelige viden ind i tankegangen på menneskeracens afkom, med forudsætningen at barnet aldrig ville lære det på egen hånd. Hvilket den bestemt heller ikke ville. Barnet ville være fuldstændig uvidende om hvad Søren og Mette ville gøre i forskellige ”virkelighedstro” scenarier. Ved du hvorfor? Fordi det er totalt, og helt igennem irrelevant for et barns udviklende intellekt. Komplet ligegyldigt. Og dog forbliver det vores trygheds opfindelse at ty til, ligeså snart der opstår problemer i vores afkoms barndom. Uddannelse. Det er løsningen på alt. Disse kaffe-drikkende, på fredage, spandauer-ædende, halv-intellektuelle, halvt-pædagog-uddannede ”lærere” kan fikse dit barns trang til at skrige i dit lokale supermarked efter et nyt legetøj, eller din lille datters trang til at underminere alle brille-beklædte i hendes omgivelser fordi det får hende til at føde sig overlegen, uden tvivl som et resultat af det arrogante svin af en faderfigur som hendes mor valgte som mandlig patriark til hende i de essentielle år af hendes liv. Disse ting er ikke op til institutionerne. De er ikke op til de inkompetente seminarium-uddannede, messias-kompleks-inficerede undervisere på din lokale folkeskole. Det er din skyld. Det er alt sammen din skyld.