Indre refleksion, omtanke om den menneskelige person og
gennemtænkning af egen filosofi, tankegang og tilstedeværende har, for mig,
altid fremkommet som en større tvangstanke end en egenhændig handling. Det
føles dog som et privilegie at overveje min egen funktion i både isolation
(altså interaktion med sig selv) og i det offentlige, sociale forum. En hyper-refleksiv kognitiv tilgang til
eksistens er en gene jeg aldrig vil være foruden og jeg benytter som regel
chancen til at påpege mine medmenneskers mangel på samme (ledende til en præference
mod selv-interaktion gennem isolation, som ovennævnt, burde man måske tilføje).
Et tankeløst
menneske har aldrig begået selvmord. Et faktum let slugt hos mange værdsættere,
eller lidenskabelige hadere af eget og andres sinde. Som en eventuel læser
ubetvivleligt har opnået at formå udfra teksten indtil videre, er at såkaldt
refleksive mennesker kan have et stort potentiale indenfor det prætentiøse, i
alle former for skabelse, i dette tilfælde, det tekstuelle. Man mindes at have
undskyldet for manglende substans og realistisk indhold i ens skrive arbejde i
andre blog-indlæg, og jeg skal ikke kede mere med det. Fænomenet er vidstspredt
og globalt ud af en udvandring fra manualt arbejde, til tanke-trækning og
behandling af større, metafysiske koncepter bliver alment. Skrifttypen har
ændret sig, har du lagt mærke til det? Jeg skriver følelsesladet,
pseudo-melankolsk, quasi-intellektuelt bras, og prøvede desperat at finde en
type skrift det afspejlede propert, ganske forgæves. Dette er så tæt Word kan
komme på en kedelig, selvoptaget teenagers håndskrift.
Hvad ville jeg sige? Fuck da af, din pikspiller, der er intet
budskab, dette er en følelses-blog.
