Så stirrer den igen læseren direkte i øjnene. Selvfed nobilitet. Den skærer i et hvert individualitetselksende hjerte. Æggen på kniven af hvad der efterhånden er alment accepteret og endda velkommen er skarp og majoriteten tror det er en god ting. Jeg snakker selvfølgelig om den småborgerlige tendens til at, med den størst mulige entusiasme, tvinge den sunde livsstil ned over hovedet på studerende, i et ganske patetisk forsøg på at følge sig ædel. Livsstilsfascisme, mine Damer og Herre og det er dine børn der er offeret.
Vi har været i gang i årevis nu. Ressourcer oven på ressourcer bliver brugt på at indoktrinere motion i skolegangen, og introducere større ”trivsel” derigennem. Trivsel igennem tvang. Sig endelig til hvis det lyder som en god idé. Det er en af middelklasse- Danmarks yndlings-perversioner for tiden. For alle ved jo det er i orden at bestemme over andre, så længe målet er ædelt. At ”redde elever” som artiklen på side 2 af Metro Express, den 24. Februar formulerede det, med en hul og falsk forsøg på at vække positiv opsigt. Det burde på nuværende tidspunkt ikke være nødvendigt at fortælle dig at det havde en ganske anden effekt på mit forargede selv. Artiklens introduktion er specielt mavevendende, da den ganske åbenlyst fortæller læseren at ”Mange elever på landets erhvervsskoler sakker bagud i feltet sammenlignet med andre jævnaldrende unge, når det gælder sundhed.” Jeg må tilstå at jeg fra det sekund læste resten af teksten i et dystert lys. Bare tanken om at det på nogen som helst måde skulle angå en uddannelsesinstitution hvad et ung individ indtager bringer den tættere på den totalitære, undertrykkende maskine af konformitet som jeg, som folkeskoleelev, dengang beskyldte den for (dengang var det selvfølgelig ganske uudbygget og tyndt). Jeg er mildest talt dyb forstyrret af denne form for kolonarisk Nord Korea som visse dele af uddannelsessystemet stræber så stærkt efter. Det fortrinsvise i deres argumenter kan sværligt afskrives komplet. Desværre for disse livsstils-frelsere er der ingen undersøgelse, eksperiment eller forsøg, positivt talende for mere og tvungen motion i skolerne, der kan trumfe personligt valg og frihed. Men tilsyneladende er jeg placeret i en minoritet hvad den holdning angår. Jeg ser forstyrrende lidt anerkendelse fra uddannelsessystemets side hvad dette angår. Hvis bare nogle ville træde frem og indrømme at kost og motion er så uhyggeligt langt væk fra deres jurisdiktion at det er skræmmende, men ak, jeg står tomhændet i at forsvare mig, overfaldet af sundhedseksperter med en konformitets-fetisch. Stop jeres patetiske heksejagt på ”junkfood-feinsmeckerne” og ”McDonalds-connoisseurene” (egne citater) og få i stedet den tilsyneladende generøse Nordea-fond til at støtte om at sende samtlige undervisere til et offentligt tale-kursus for at undgå at ”øjnene falder i allerede kun halvejs igennem skoledagen.”
Admirabel som intentionerne uden tvivl er (hvis ikke lidt selvfede), burde de altid afvises når de omhandler at introducere mere fysisk aktivitet på begrænsning af egentlig undervisning. Jeg beder jer, så ydmygt som jeg kan, om ikke at tvinge mere idræt ned på de forsvarsløse studerende, ligegodt hvor mange potentielt frafaldende elever i kan narre tilbage ved at fodre dem salat.
Link til ovennævnte artikel:
